Du har ikke ikke automatisk ret til erstatningsferie, selvom du har overholdt reglerne med sygemelding og lægeerklæring. Der gælder forskellige regler, hvis du er blevet syg før ferien, eller når ferien er begyndt.
Ferien begynder ved normal arbejdstids begyndelse på din første feriedag.
Hvis du arbejder mandag til fredag, og holder en uges ferie, begynder ferien ved normal arbejdstids begyndelse mandag morgen. Er du blevet syg i weekenden op til ferien, er du således blevet syg før ferien er startet.
I dette tilfælde holder du ikke din ferie, og har derfor krav på at holde ferien på et senere tidspunkt.
Men du skal huske at melde dig syg mandag morgen efter de retningslinier, der normalt gælder ved sygemeldinger på din arbejdsplads. Du skal kun dokumentere sygemeldingen med en lægeerklæring, hvis din arbejdsgiver beder dig om det. En eventuel lægeerklæring, skal betales af din arbejdsgiver.
Bliver du syg efter ferien er startet, gælder nedenstående regler.
Du har først krav på erstatningsferie efter 5 *) sygedage (karensperiode). Det vil sig, at hvis du har været syg i 6 dage i løbet af din ferie, vil du har ret til én erstatningsferiedag.
Karensperioden på 5 dage gælder for hele ferieåret. Hvis du har været sygemeldt i 4 dage på en ferie, du har afholdt på et tidligere tidspunkt i ferieåret, og bliver syg i den nye ferie, vil du have ret til erstatningsferie fra den 2. sygdag i den nye ferie.
Det er en betingelse, at du har meldt dig syg og fået udstedt en lægeerklæring for begge sygeperioder.
*) Karensperiode
Hvis du har optjent ret til mindre end 25 feriedage, er der tilsvarende færre karensdage.
Har du f.eks. optjent ret til 20 feriedage (4 uger), vil antallet af karensdage være 4.
Afholdelse af erstatningsferie
Du kan afholde din erstatningsferie i umiddelbar forlængelse af din raskmelding, eller på et senere tidspunkt efter nærmere aftale.
Kan du ikke nå at holde erstatningsferien inden ferieårets udløb, fordi du fortsat er sygemeldt, har du krav på overførsel af erstatningsferien til nyt ferieår.
OVENSTÅENDE GÆLDER IKKE FOR FERIEFRIDAGE MEDMINDRE, DU ER OMFATTET AF EN OVERENSKOMST, DER SIDESTILLER FERIEFRIDAGE MED FERIEDAGE.
No Comments