Det er ikke nemt at give et helt kvalificeret svar på dette spørgsmål, da feriefridage ikke er omfattet af lovgivningen. Feriefridage vil derfor være bestemt af enten en overenskomstmæssig rettighed, eller en individuel ret hos din arbejdsgiver.
Overenskomstmæssig ret.
I hovedparten af alle overoverenskomster gælder det for feriefridage, at såfremt de ikke er afholdt ved afholdelsesperiodens udløb, har du ret til at få din restsaldo udbetalt.
For den overenskomstmæssige ret til feriefridage gælder det endvidere, at din arbejdsgiver ikke kan varsle feriefridage til afholdelse i en opsigelsesperiode.
Er du ansat under en overenskomst med disse bestemmelser, anbefaler vi, at du altid afholder din ferie forud for dine ferieferiedage.
Feriefridage uden overenskomst
Har du ret til feriefridage, der ikke er bestemt af en overenskomst, vil det fremgå af din ansættelsesaftale eller personalehåndbog, hvilke regler, der gælder, hvis du har feriefridage tilbage ved afholdelsesperiodens udløb.
Det er ikke usædvanligt med regler om, at Ikke afholdte feriefridage vil gå tabt ved ferieafholdelsesperiodens udløb, og hverken kan overføres eller udbetales.
Umiddelbart kunne det lyde som om, at det vil være mest fornuftigt at afholde feriefridagene forud for de lovbestemte feriedage.
Men her skal du være opmærksom på, at der er lovbestemte regler for, hvor mange feriedage, du kan få overført (eller udbetalt) ved ferieafholdelsesperiodens udløb, hvilket der ikke er for feriefridage.
Eksempel:
Hvis du i en ferieafholdelsesperiode har ret til at holde 5 ugers ferie og 1 uges feriefridage, men kun kan nå at afholde 4 ugers ferie, vil du have samlet 2 uger tilbage.
Afholder du dine feriefridage først, vil du have 2 ugers ferie tilbage, når afholdelsesperioden slutter.
Af disse 2 uger vil den ene uge være den 5. ferieuge, som du har ret til at få udbetalt, eller som du ved aftale kan få overført. Den anden uge vil gå tabt, og det vil ikke være muligt at indgå en anden aftale med din arbejdsgiver, da din arbejdsgiver er forpligtet til at indbetale værdien af den ikke afholdte ferieuge til Arbejdsmarkedets Feriefond.
Hvis du i stedet afholder alle 4 uger som ferie, vil du have 1 ferieuge tilbage, som kan udbetales eller ved aftale overføres til ny afholdelsesperiode. Feriefridagsugen vil som udgangspunkt gå tabt.
Umiddelbart er der ingen forskel for dig, om du mister 1 ferieuge eller 1 feriefridagsuge, men som nævnt skal din arbejdsgiver indbetale en mistet ferieuge til Arbejdsmarkedets Feriefond, hvilket ikke skal ske med en mistet feriefridagsuge.
Opstår der noget uforudset på din arbejdsplads, som er årsagen til, at du kun får afholdt 4 af de 6 ugers samlede ferie-/feriefridage, ser vi ofte, at der, trods regler om at feriefridage går tabt, alligevel er en lille åbning for, at feriefridagene kan blive overført/udbetalt.
Anbefaling
Der er selvfølgelig ingen garanti for, at du ikke mister dine feriefridage. Men eftersom det er ligegyldigt for dig, om du mister 1 uges ferie eller 1 uges feriefridage, anbefaler vi, at du altid afholder mindst 4 ugers ferie, før du afholder dine feriefridage – også selvom reglerne er, at ikke afholdte feriefridage går tabt.