Ferietillæg

I langt de fleste private virksomheder udbetales ferietillægget sammen med enten april- eller maj lønnen. (Hovedparten udbetales med maj lønnen).

Men hvad er ferietillægget egentlig for en størrelse?

Feriepenge udgør 12.5% af bruttolønnen. Men er du ansat med vilkår, hvor du holder ferie med løn, får du ikke ferie, der helt svarer til 12,5%. Din arbejdsgiver skal derfor kompensere dig med 1% i ferietillæg. Dette tillæg kan løbende udbetales, efterhånden som du afholder din ferie. Men de fleste virksomheder vælger at udbetale det samlet ved ferieårets start. Dvs. sammen med april eller maj lønnen.

Hvem har ret til ferietillæg?

For at være berettiget til at få et ferietillæg udbetalt skal du:

  • være ansat med ret til løn under ferie (primært medarbejdere med fast månedsløn)
  • have været ansat helt eller delvist i kalenderåret (1. januar til 31. december) forud for ferieåret (1. maj til 30. april)
  • fortsat have ansættelse i samme virksomhed

Hvorfor mister jeg mit ferietillæg, når jeg fratræder?

Når du fratræder, vil du få afregnet dine feriepenge med 12,5% af din ferieberettiget løn. Da ferietillægget er indført for at udligne forskellen fra at afholde 5 ugers ferie og op til de 12.5% i feriepenge, har du allerede modtaget det, der svarer til ferietillægget på 1%

Du har derfor kun krav på ferietillæg, hvis du afholder optjent ferie med løn inden fratrædelsen.

Hvorfor svarer ferietillægget ikke til 1% af min årsløn sidste år?

Ferietillægget beregnes som 1% af din ferieberettiget løn.

En del af den løn, du modtager er ikke feriepengeberettiget. F.eks. det ferietilæg, som du fik udbetalt sidste år. Men også den løn, som du har fået udbetalt, mens du har holdt ferie.

Derudover kan du have modtaget gratialer e.lign., som heller ikke er feriepengeberettiget.

Jeg har fri bil og telefon. Skal der beregnes ferietillæg af det?

Ja, det skal der.

Det beløb, som du løbende bliver beskattet af, indgår i beregningen af den feriepengeberettiget løn.

Jeg har ikke fået ferietillægget udbetalt i maj måned. Hvad gør jeg?

Du har først ret til at få ferietillægget udbetalt i takt med, at du holder din ferie.

Hvis du er i tvivl om, hvornår ferietillægget udbetales i den virksomhed, du er ansat i, kan du højst sandsynligt finde svaret i personalehåndbogen eller på lønkontoret.

Kan jeg overføre ferietillægget til min pensionsordning?

Hvis du har en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, kan du til enhver tid få dit lønkontor til at indbetale et ekstraordinært beløb til din pensionsordning.

Kan ferietillægget være forskelligt fra 1%?

Det fremgår af Ferieloven, at ferietillægget udgør 1%. Det kan derfor ikke være lavere end 1%.

Hvis der er aftalt et højere tillæg, vil det fremgå af din ansættelsesaftale.

Skal der indbetales pension af ferietillægget?

Der er ingen lovmæssige bestemmelser om pension, hvorfor der som udgangspunkt heller ikke skal afregnes pension af ferietillægget.

Men hvis du er ansat under en overenskomst, der har bestemmelser om pension af ferietillæg – eller hvis der i din virksomhed er aftalt særlige regler, så vil det være dem, der er gældende.

Jeg er ansat som elev. Har jeg ret til ferietillæg?

Hvis du er ansat som elev med fast månedsløn, og har ret til løn, når du holder ferie, så har du også ret til ferietillæg. Men det forudsætter, at du har været ansat i kalenderåret, der ligger forud for ferieåret.

Som elev har du ret til at holde 5 ugers ferie med løn – også selvom du ikke har optjent retten til feriepenge. I dit første ansættelsesår, har du derfor ikke optjent ret til ferietillæg.

Læs mere om ferietillæg i den nye ferielov.

Kontakt Payday

Telefon: +45 39 65 60 20

Man – fre kl 09:00-16:00

Øvrige henvendelser

Om Payday

Payday er mange års erfaring med løn omsat til ny teknologi med enkelthed i fokus.

Læs mere

Download vores App